De dødes dag

Hvad er De dødes dag?

De dødes dag – Día de Muertos – er Mexicos måde at sige, at ingen er rigtigt væk, så længe nogen husker dem. I dagene omkring 1. og 2. november vender de døde efter traditionen hjem på besøg, og de levende gør huset klar: der dækkes bord, tændes lys, spilles musik og fortælles historier. Det er ikke en uhyggelig fest, og det er ikke mexicansk halloween. Det er en fest, hvor sorgen får lov at være farverig.

UNESCO optog den oprindelige folkefest på listen over menneskehedens immaterielle kulturarv i 2008 (først proklameret i 2003) – blandt andet fordi den binder familier sammen på tværs af generationer og styrker de indfødte samfunds kulturelle identitet. I UNESCO's beskrivelse lægger familierne blomsterblade, stearinlys og ofringer ud i en sti fra kirkegården hjem til huset, så de døde kan finde vej.

Fra majshøst til allehelgen

Traditionen har rødder i før-spansk tid, hvor døden i mesoamerikansk tankegang ikke var en afslutning, men en fortsættelse – en rejse. Festen faldt sammen med afslutningen på den årlige majshøst, altså det øjeblik hvor jorden gav sit og cyklussen begyndte forfra. Da spanierne kom i 1500-tallet, smeltede de lokale ritualer sammen med den katolske allehelgensdag og allesjælesdag, og det er den blanding, vi kender i dag: et katolsk kalenderskelet med et indfødt hjerte.

Datoerne har hver sin rolle. 31. oktober er forberedelsen – altret bygges færdigt. 1. november, Día de los Angelitos, tilhører de børn, der er gået bort; her stilles legetøj, slik og sødt brød frem. 2. november er de voksnes dag, hvor de dødes yndlingsmad, mezcal, cigaretter eller en kop varm chokolade finder vej til bordet. Mange familier tilbringer natten på kirkegården ved gravene, med tæpper, musik og mad.

Altret – ofrenda

Hjertet i det hele er ofrendaen, alteret. Det bygges typisk i to, tre eller syv niveauer, hvor de nederste trin står for jorden og de øverste for himlen. Det er ikke en museumsopstilling, men et bord dækket til gæster, man holder af.

De klassiske elementer er lette at genkende: fotografier af de afdøde øverst; stearinlys, der lyser vejen hjem; vand til at slukke tørsten efter den lange rejse; salt, der renser; copal-røgelse, hvis harpiksrøg forbinder de to verdener; og mad og drikke, som den døde holdt af. Dertil de fire ting, som for de fleste er De dødes dag: cempasúchil, papel picado, pan de muerto og sukkerkranierne.

De fire symboler

Cempasúchil – den orange fløjlsblomst (Tagetes erecta) – kaldes "de dødes blomst". Farven og den skarpe duft er efter traditionen det, sjælene navigerer efter, og derfor drysses kronbladene ud som en sti fra døren til altret.

Papel picado er det udstansede silkepapir, der hænger i guirlander over gaden og over bordet. Det tynde papir bevæger sig ved det mindste lufttræk – og netop den bevægelse tolkes som tegn på, at de døde er ankommet. Papiret er også et billede på livets skrøbelighed: smukt, farverigt og let at rive i stykker.

Pan de muerto, de dødes brød, er et blødt, appelsinduftende sødbrød pyntet med dejstrimler, der former knogler, og en lille kugle i midten som en tåre eller et kranium.

Calaveras – kranierne – er festens ansigt udadtil. Traditionelt støbt i sukker, i dag også i keramik, resin, papmaché og ler, og altid smilende, blomstrede og dekorerede i stærke farver. Kraniet bærer tit navnet på en levende person, og det er ikke en trussel, men en spøg: vi skal alle den vej, så lad os grine ad det imens. Den samme humor findes i calaveras literarias, de små spottende gravdigte man skriver om venner, chefer og politikere, mens de stadig er i live.

La Catrina – festens ikon

Ingen figur er tættere forbundet med De dødes dag end La Catrina: skelettet med den enorme fjerprydede damehat. Hun blev tegnet af grafikeren José Guadalupe Posada (1852–1913) omkring 1910–12 og hed oprindeligt La Calavera Garbancera – en spids satire over mexicanere, der fornægtede deres indfødte oprindelse og klædte sig europæisk for at virke fine. Pointen var enkel: under hatten, pudderet og de franske manerer er vi alle det samme skelet.

Navnet "Catrina" satte sig fast fra 1930'erne, og muralisten Diego Rivera gjorde hende for alvor til nationalt symbol, da han malede hende ind i vægmaleriet Sueño de una tarde dominical en la Alameda Central ("Drøm om en søndag eftermiddag i Alameda-parken", 1946–47) – nu med indfødte referencer som tehuana-sjal og fjerslange. Fra samfundskritisk stik blev hun til mexicansk identitet i elegant udgave. Hendes mandlige modstykke, El Catrín, kom til senere: jakkesæt, stok og monokel.

Sådan bruger du kunsthåndværket derhjemme

Man behøver ikke et helt alter for at markere dagen. Et par håndmalede keramikkranier på reolen, en guirlande af papel picado over spisebordet og et fotografi af en, man savner, gør arbejdet. Vil du gøre mere ud af det, så byg altret op i niveauer med en dug, stil lysene bagerst, maden forrest og lad blomsterne binde det hele sammen.

Alt kunsthåndværket i denne kategori er lavet i hånden i Mexico – formet, brændt og malet stykke for stykke. Derfor er der små forskelle i farver, streg og form fra eksemplar til eksemplar. Det er ikke en fejl; det er hele pointen. Ingen to kranier er ens, ligesom ingen to mennesker er det.